Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

Afkaststatistikken - forklaring

Udregning på basis af indre værdi  

InvesteringsForeningsRådets afkaststatistik opgøres på baggrund af afdelingernes opgjorte indre værdi - dvs. den regnskabsmæssige værdi af investeringerne. De udbetalte udbytter er forudsat geninvesteret i den enkelte afdeling umiddelbart efter generalforsamlingen.

Måling i danske kroner  

Afkastene måles altid i danske kroner. Investeringsforeningernes store investeringer i udenlandske papirer omregnes altså til danske kroner, før vi beregninger afkast.

De fleste omkostninger er trukket fra  

Afkastene er gjort op, efter at foreningens administrationsomkostninger og handelsomkostninger er trukket fra - men uden hensyntagen til investors handelsomkostninger, da det er helt individuelt for den enkelte investor.

Historiske afkast er ingen garanti

Afkaststatistikken viser, hvad afdelingerne har givet i afkast over forskellige tidsperioder. Afkastet viser altså resultaterne frem til nu - og historiske afkast er ikke nogen garanti for fremtidige afkast. Derfor skal du være varsom med alene at investere på grundlag af de hidtidige afkast. Din samlede investeringsprofil, hvor individuelle faktorer som skat, risikovillig og tidshorisont indgår, bør være udgangspunktet for dit valg af investeringsbeviser.

Forskellige investeringsområder - forskellige kategorier

For at forhindre, at du kommer til at sammenligne afkastet af f.eks. en dansk aktieafdeling med afkastet af en global obligationsafdeling, har vi delt afdelingerne op i forskellige kategorier.   

Det professionelle afkast - ikke den enkelte investors afkast efter skat

Formålet med statistikkerne er at give investorer og rådgivere adgang til retvisende informationer om afkastene i enkelte foreninger, så de kan sammenligne afkastene på tværs af foreninger. Derfor måler statistikken foreningernes afkast - og ikke den enkelte investors afkast efter skat. For det er helt invidividuelt. Det afhænger selvsagt at investors skattesats, omkostninger ved geninvestering af udbytter m.v.

Følger internationale standarder 

InvesteringsForeningsRådets beregningsprincipper er i overensstemmelse med mangeårig international praksis i branchen, Finanstilsynets bekendtgørelser, gældende lovgivning og principperne defineret i den internationale GIPS-standard.

Du vælger selv, hvordan du vil se afkastet

Afkastet for afdelingerne vises numerisk på tre forskellige måder, som er forklaret nedenfor. Alle de viste afkast er beregnet ud fra samme indre værdier og udbytter. Derfor kan du vælge den måde, som gør det lettest for dig at sammenligne afdelingerne.

  • Akkumuleret værdi af 100 kr: Statistikken viser som udgangspunkt den akkumulerede værdi af en investering på 100 kr. Står der eksempelvis 123,57 ud for en afdeling på 3 års sigt, betyder det, at værdien af investeringen er steget med 23,57 pct. i en 3-års periode - f.eks. fra 31.12.2004-31.12.2007.
  • Årligt afkast (annualiseret afkast): Et annualiseret afkast betyder, at afkastet over en periode på flere år er omregnet til et årligt afkast, med hensyntagen til rentes-rente effekten. Dette afkast er udregnet som et geometrisk gennemsnit af de underliggende årsafkast. Afkastet vises som procent-ændringer. Er det annualiserede afkast eksempelvis 10% for en afdeling i en 2-års periode, betyder det, at det samlede akkumulerede afkast er 21%, eller 121 kr. i akkumuleret værdi af 100 kr. (100x1.1x1.1 = 121 kr.).
  • Kalender-års afkast: Her ser du afkastet i et enkelt kalenderår. Har du valgt akkumuleret afkast, og der eksempelvis står 105,20 ud for en afdeling i 2007, betyder det, af afdelingen har givet et afkast på 5,20% i 2007 (105,20-100 = 5,2). Tilsvarende, hvis der eksempelvis står 93,70 ud for en afdeling, betyder det, af afdelingen i året er faldet 6,3% (100-93,7 = 6,3).

Hvordan har markedet udviklet sig?

I næsten alle kategorier viser vi udviklingen i et såkaldt markedsindeks sammen med afdelingernes afkast. Markedsafkastene måler den generelle markedsudvikling på de enkelte investeringsområder, men er ikke nødvendigvis benchmark for de enkelte afdelinger. De fremgår af investeringsforeningernes hjemmesider, prospekter m.v.

Et markedsindeks beregnes helt uden omkostninger. Investeringsforeningernes afkast er derimod gjort op efter omkostninger.

I flere aktiekategorier viser vi også et såkaldt cappet indeks. De cappede indeks beregnes, fordi der på flere aktiemarkeder er meget store aktieselskaber, med stor vægt, fx 15% af værdien af alle aktier på dette aktiemarked. De cappede indeks er tilpasset de placeringsregler, som investeringsforeningernes aktieafdelinger er underlagt. Investeringsforeningerne kan ifølge Lov om investeringsforeninger og specialforeninger maksimalt investere 10% af formuen i et enkelt aktieselskab, som er en vigtig regel i det såkaldte europæiske UCITS direktiv for investerings-foreninger.   

Sidst opdateret 20-11-2008

Amaliegade 3
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk