Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

16. oktober 2008 

Ny rapport belyser unges lån og opsparing

Penge- og Pensionspanelet har netop offentliggjort en rapport, der belyser adfærden hos de 18-25 årige, når de skal låne eller spare op. Formanden for panelet, professor Torben Hansen, Copenhagen Business School konkluderer på basis af undersøgelsen, at set under ét udviser de fleste 18-25 årige en ansvarlig økonomisk adfærd. Men undersøgelsen viser, at hver fjerde af de unge har en adfærd, der gør, at de ikke får nær så meget ud af deres økonomi, som de kunne.

Rapporten har mest fokus på lånesiden - hvilket ikke er så underligt, da opsparing i større stil typisk først sker på et senere tidspunkt i livsforløbet.

Men analysen belyser også de unges opsparingsadfærd og dermed også de 18-25 åriges syn på investeringsbeviser. "Bankbogen" kommer ikke overraskende ud som en suveræn vinder, når de unge vælger opsparingsform. Men det er interessant, at unge med investeringsbeviser vurderer "tryghed" og "tillid" i den bedre ende hos investeringsforeningerne sammenlignet med andre opsparingsformer. En anden, mindre konklusion er, at de unge tilsyneladende synes, at aktier relativt set er besværlige at købe.

InvesteringsForeningsRådet har ikke præcise tal for, hvor mange 18-25 årige, der ejer investeringsbeviser, men vi skønner, at der er tale om 25-50.000.

Om panelet

Penge- og Pensionspanelet blev stiftet af daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i 2007. Panelet består aktuelt af repræsentanter fra Finansrådet, Forbrugerrådet, Forsikring og Pension, Realkreditrådet, Dansk Aktionærforening samt InvesteringsForeningsRådet. Panelet skal undersøge forbrugeradfærd og forbrugerforhold, lave forbrugerinformation samt udøve testvirksomhed.  

Yderligere information  

Læs mere om Penge- og Pensionspanelet - og analysen af unges lån og opsparing - på panelets hjemmeside.

Børsen3
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk