Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

4. december 2008   

Rekordlav skat af pensionsopsparing i år

Inden den 15. december skal skattefar have sin andel af et eventuelt overskud på din pensionsopsparing. Hvis finanskrisen betyder, at du i år har haft underskud på dine investeringer, så overføres beløbet automatisk til modregning i kommende år.


Mange danskere sparer op til pension gennem en kapitalpension, ratepension eller selvpension i en af landets banker. Og mange har investeret pengene i obligationer, aktier og investeringsbeviser.

Om få dage - senest den 15. december - er der afregning ved kasse 1. For så skal skattevæsenet have sin del af årets afkast. Skatten hedder noget så mundret som "pensionsafkastskat" og udgør 15 pct. af værdistigningen fra 1. december 2007 til 30. november 2008. Har du investeringsbeviser, som i perioden er steget 7.000 kroner (inkl. udbetalte udbytter), udgør skatten altså 1.050 kroner.

Fra plus til minus - skatten bliver meget lavt i år

På grund af finansuroen vil rigtigt mange danskere imidlertid ikke stå med et plus på pensionskontoen, men med et minus. SKAT skønner da også, at pensionsafkastskatten i år bliver meget, meget lav.

Sidste år betalte danskerne samlet 7 mia. kroner i pensionsafkastskat. I rekordåret 2005, hvor aktierne virkelig havde luft under vingerne, kradsede staten næsten 40 mia. kroner ind i skat.

Og hvis du har haft tab på din pensionsopsparing år - så er den gode nyhed, at du helt automatisk får overført dette tab til modregning i gevinster i de kommende år. Uden at du behøver at løfte en finger. Så lidt godt nyt er der da heldigvis i et ellers noget mistrøstigt aktieår.

Et enkelt og forståeligt system

Skattesystemet er dejligt enkelt ved pensionsopsparing. 15 pct. over hele linjen - aktier, obligationer og investeringsbeviser - det er til at forstå.

Derimod er det desværre stadig unødvendig bøvlet, når man investerer fri opsparing. Her kunne en tilsvarende enkel model være attraktiv under forudsætning af, at den kommer til at bygge på realisationsbeskatning - altså en model, hvor en gevinst først bliver beskattet, når den er realiseret.

Avis 3
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk