8. december 2008
ETF - hvad for noget?
Hvis man åbner en international finansavis i øjeblikket, så kan man næsten ikke undgå at støde på begrebet Exchange Traded Funds - eller i daglige tale bare ETF'er. ETF'er vokser hastigt i udlandet i øjeblikket, men volumen i udbudte ETF'er er dog kun 2 pct. af den samlede opsparing i traditionelle investeringsforeninger.
ETF'er er en opsparingsform, der på nogle måder minder om danske investeringsbeviser og på andre måder adskiller sig. Her prøver vi at forklare nogle af de væsentligste forskelle og ligheder.
I bund og grund "bare" børshandlede investeringsbeviser
Exchange Traded Funds betyder børshandlede investeringsbeviser. Og det er lige præcis, det det er: En ETF er et værdipapir, der handles på en offentligt godkendt børs. Det har der ikke været tradition for i det øvrige Europa. Derfor fremstilles ETF'er af og til som løsningen på alle problemer.
Men danske investorer har haft adgang til børsnoterede investeringsbeviser i mange år - og fra og med 2007 endda en elektronisk børs skræddersyet til investeringsbeviser, InvesteringsForeningsBørsen. Så set gennem den optik, indebærer ETF'er ikke de store nyskabelser for danske investorer.
De fleste ETF'er er passivt styrede
De fleste ETF'er følger en passiv investeringsstrategi - hvor ambitionen er at klare sig "som markedet". Nogen mener, at det er den bedste investeringsstrategi - andre foretrækker en mere aktiv strategi, hvor ambitionen er at slå markedet.
Med den passive strategi har man ret stor sikkerhed for at få et afkast, der svarer til markedsafkastet minus omkostningerne. Ved den aktive strategi har man muligheden for at klare sig bedre end markedet, men også risikoen for at gøre det dårligere, hvis foreningen har en uheldig hånd med investeringerne. På plussiden ved den passive strategi tæller, at omkostningerne typisk er lavere end i den aktivt styrede afdeling.
Danske investeringsforeninger udbyder begge typer af produkter - så den enkelte investor kan vælge den strategi, der passer ham eller hende bedst.
ETF'er handler altid tæt på den indre værdi
Et grundprincip ved en ETF er, at kursen ofte ligger ret tæt på den indre værdi. Det gør den også på et investeringsbevis, men kursen kan variere lidt mere.
På InvesteringsForeningsBørsen kan investor ganske ofte købe beviser til kurser under indre værdi og sælge til kurser over indre værdi. Det afhænger helt af den aktuelle markedssituation.
Lave omkostninger
Danske investeringsforeninger har gennemsnitligt nogle af de laveste omkostninger sammenlignet med investeringsbeviser fra det øvrige Europa.
Omkostningerne i nogle ETF'er er lave. Det hænger blandt andet sammen med, at det i høj grad er et "gør det selv produkt" - altså et produkt uden rådgivning og distribution. Køber investor et dansk investeringsbevis er der normalt adgang til rådgivning i banker. Det har man som udgangspunkt ikke, hvis man investerer i ETF'er.
En spændende nyskabelse
Indtil nu har Finanstilsynet ikke godkendt udenlandske ETF'er til markedsføring i Danmark over for private investorer, og ingen danske investeringsforeninger udbyder i dag ETF'er.
InvesteringsForeningsRådet mener, at ETF'er er nyskabelse, som giver børsadgang på en anden måde end den vi kender i Danmark. Dermed er det også sagt, at de danske investorer allerede har mange af fordelene ved ETF'er.
|