5. februar 2009
Ny lov kan bane vejen for flere valgmuligheder
Politikerne på Christiansborg forventes i dag at vedtage en ny lov, som blandt andet gør det nemmere for udenlandske investeringsforeninger at tilbyde investeringsbeviser til danskernes frie opsparing. Danske investeringsforeninger er blandt de billigste og bedste i Europa.
Lovforslaget - L23 - gør op med en del af det, som ofte har været fremstillet som en "monopolstilling" til danske investeringsforeninger ved at danske investorer mere eller mindre bevidst er blevet afskåret fra at købe investeringsbeviser fra udlandet.
Det er imidlertid ikke foreningens eller fondens hjemland, der afgør investors skat. Men derimod hvordan fonden investerer og udlodder udbytte til investorerne.
Den hidtidige lavere skat på afkastet af danskproducerede udbyttebetalende aktiebaserede afdelinger skyldes, at de danske foreninger har fulgt nogle komplicerede danske placerings- og udlodnings-regler, som berettigede dem til at blive skattemæssigt ligestillet med aktier. En udenlandsk fond har også hidtil kunnet vælge at følge de samme regler og dermed være lige så attraktiv for danskere, der investerer fri opsparing.
InvesteringsForeningsRådet siger velkommen
InvesteringsForeningsRådet og den danske investeringsforeningsbranche er ikke bange for udenlandsk konkurrence. Danskerne skal have adgang til de bedst mulige investeringer. Vi er trygge ved de danske foreningers konkurrenceevne - også uden det, nogen har betragtet som "hjælp" fra skattesystemet.
Vi hilser forenklede regler for alle - både danske og udenlandske foreninger - velkommen. Og den nye lov gør placeringsreglerne mindre restriktive for både danske og udenlandske foreninger. Men en udenlandsk forening, der ønsker at modtage private investors frie midler, skal stadigvæk først gøre sig klar til det danske marked. Det er bare blevet nemmere end før.
Større forenkling efterlyses
Den nye lov er et skridt i den rigtige retning. Men vi så gerne, at lovgiverne tog endnu større skridt og indførte et system, hvor afkastet af aktier og obligationer beskattes efter de samme regler og med de samme satser. InvesteringsForenings- Rådet ønsker en mere gennemgribende forenkling af skatten på de forskellige indkomstarter.
Er udenlandske foreninger bedre?
Ifølge Morningstar ligger de danske investeringsforeninger med helt i toppen i Europa målt på afkast efter omkostninger. Så der er ingen grund til at tro, at den gennemsnitlige udenlandske fond er bedre end den gennemsnitlige danske. Snarere tværtimod.
Danske investeringsforeninger har desuden omkostninger i den laveste ende i forhold til europæiske konkurrenter.
Pensionsopsparing: Ingen ændringer
Loven vedrører alene investeringsbeviser købt for fri opsparing. På pensionsområdet har danskerne - f.eks. gennem unit link-ordninger - haft adgang til udenlandske investeringsforeninger i mange år.
|