13. maj 2009
99.000.000.000.000 kroner ... .... så mange
penge passer alverdens investeringsforeninger
Investeringsforeningerne er en nem måde at investere på. Når du har købt beviser for f.eks. 10.000 kroner, bliver du med et snuptag medejer af en vifte af latinamerikanske aktier, globale obligationer eller noget helt tredje. Det bestemmer du selv. Som investor får du samtidig en løbende pleje af din opsparing - og en solid risikospredning.
Det kan ikke være meget nemmere. Investeringsforeningerne verden over passer da også en svulmende pengepung. Ultimo 2008 udgjorde den samlede opsparing i investeringsbeviser lige under 100.000 mia. kroner. Det tal omfatter offentligt udbudte afdelinger (i Europa de såkaldte UCITS).
Ikke kun bilerne og burgerne er størst i USA. Amerikanerne er også blandt de flittigste brugere af investeringsbeviser. Rent faktisk står USA for halvdelen af den samlede formue i investeringsforeningerne. Den gennemnitlige amerikaner har investeret cirka 186.000 kroner i investeringsbeviser. I Europa er gennemsnittet til sammenligning cirka 50.000 kroner.
På både globalt og europæisk plan arbejdes der ihærdigt på at gøre tallene sammenlignelige på tværs af landegrænserne. Bannerførerne i det arbejde er den europæiske brancheorganisation, EFAMA, og amerikanske ICI. De offentliggør med fast frekvens statistikker, som belyser udviklingen i alverdens investeringsforeninger.
Vis international statistik.
|