3. juni 2009
Nu er der hjælp at hente for papirløst samlevende, som vil sikre deres samlever bedst muligt i forhold til arv og pension.
På Penge- og Pensionspanelets hjemmeside kan papirløst samlevende få svar på en række grundlæggende spørgsmål om arv, pension og forsikring. Derudover kan de samlevende teste deres egen situation. På baggrund af få oplysninger giver testen gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at sikre, at det er ens samlever, der arver og får udbetalingerne fra ens pension og forsikring, når man dør.
"Vores undersøgelser viser, at behovet for information er stort blandt de papirløst samlevende. Mere end halvdelen ved for eksempel ikke, at der er kommet nye arveregler, der betyder at papirløst samlevende har fået bedre muligheder for at arve hinanden," siger Penge- og Pensionspanelets formand, professor Torben Hansen.
Har du styr på, hvad du skal gøre for at sikre din samlever? Test dig selv
Om panelet
Penge- og Pensionspanelet blev stiftet af daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i 2007. Panelet består aktuelt af repræsentanter fra Finansrådet, Forbrugerrådet, Forsikring og Pension, Realkreditrådet, Dansk Aktionærforening samt InvesteringsForeningsRådet.
Panelet skal undersøge forbrugeradfærd og forbrugerforhold, lave forbrugerinformation samt udøve testvirksomhed.
Yderligere information
Læs mere om Penge- og Pensionspanelet på panelets hjemmeside.
|