Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

26. juni 2009

Vejen banet for enkel investorinformation i øjenhøjde

I denne uge vedtog EU's ministerråd den fjerde version af det såkaldte UCITS-direktiv, som er fundamentet for de europæiske investerings- foreninger. UCITS-direktivet udstikker retningslinjerne for investerings- foreningernes virke - og er dermed omdrejningspunkt for den investorbeskyttelse, der knytter sig til at investere via investeringsforeninger.


For de 850.000 private investorer i de danske investeringsforeninger bliver den største nyskabelse, at de nu får adgang til mere målrettet investorinformation - på dansk "central investorinformation".

Det bliver et papir på et par sider med facts om afkast, omkostninger og investeringsstrategi i de enkelte afdelinger. Dokumentet, som afløser det nuværende "forenklede prospekt", bliver fuldt standardiseret i EU og skal derfor udarbejdes efter ens regler i alle europæiske investeringsforeninger.

Et nøgleelement i den centrale investorinformation er en standardiseret beskrivelse af risikoen ved de forskellige typer af investeringsbeviser - ifølge de foreløbige tanker vist på en skala fra 1-7.

"Den centrale investorinformation er et stort fremskridt. Vi glæder os især til at få klare og ensartede retningslinjer på risikoområdet. God og fuldt standardiseret risikoinformation er en vigtig nyskabelse for vores 850.000 investorer - og vil forbedre fundamentet for bankernes investeringsrådgivning. I den danske branche havde vi selv sat et arbejde i gang på dette område - men nu afventer vi naturligvis resultatet af det fælleseuropæiske arbejde", siger Jens Jørgen Holm Møller, direktør i InvesteringsForeningsRådet.

Ændringerne i UCITS-direktivet baserer sig på EU's "Hvidbog om forbedring af det indre markeds rammer for investeringsforeninger" fra 2006, hvor EU-Kommissionen satte fokus på de områder, der burde ændres for at sikre investorerne attraktive investeringsmuligheder og foreningerne fleksible arbejdsvilkår. UCITS IV skal senest være implementeret i national lovgivning i juli 2011.

UCITS står for Undertakings for Collective Investments in Transferable Securities og er det fælleseuropæiske fundament for investeringsforeningernes virke. Det første UCITS-direktiv så dagens lys i 1985.

 

Christiansborg4
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk