Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

6. august 2009

Fusioner - hvorfor?

Berlingske Tidende sætter i dag torsdag fokus på fusioner - sammen- lægninger af afdelinger - i investeringsforeningerne. Her kan du læse, hvorfor en investeringsforening vælger at foreslå en fusion, og hvad fusionen betyder for dig som investor.


De danske investeringsforeninger har en vigtig opgave med at sikre, at de produkter, de udbyder til investorerne, er attraktive.

Det handler først og fremmest om, at afkastmulighederne for en afdeling skal virke attraktive i forhold til den risiko, der knytter sig til investeringsområdet. Et investeringsområde, der tidligere virkede attraktivt, kan eksempelvis udvikle sig til at være så specialiseret og snævert, at man ikke kan få en ordentlig risikospredning. Det så man på it-aktieområdet efter årtusindeskiftet.

Dernæst skal der naturligvis være investorinteresse for produkterne. Der er ingen grund til at udbyde noget, som ingen vil investere i.

Endelig skal der være en passende volumen - formue - i de enkelte afdelinger. Det sikrer dels, at afdelingerne kan drives rentabelt og dels at afdelingen kan have en tilstrækkelig risikospredning i investeringerne. Ifølge lovgivningen skal en afdeling have en formue på mindst 10 mio. kroner.

Hvert af disse tre områder - og ofte kombinationer - kan være årsagen til, at en investeringsforening vælger at indstille til generalforsamlingen, at afdelinger slås sammen. Købmanden nede på hjørnet vurderer også løbende, om han har de rigtige varer på hylden

Fusionerne - teknisk set

Teknisk set gennemføres fusioner ved, at den ophørende afdeling (den der lukker) lægges sammen med den fortsættende afdeling.

Fusionen sker ud fra et ombytningsforhold, som fastsættes på basis af afdelingernes regnskabsmæssige værdier på fusionstidspunktet. Da ombytningen sjældent "går helt op", får investorerne i den ophørende afdeling sat det lille overskydende beløb ind på deres konto.

Investeringsbeviser er registreret elektronisk i VP Securities. Investorerne i den ophørende afdeling får besked fra VP eller banken, når ombytningen er gennemført. Selve fusionen foregår derfor uden, at investorerne skal løfte en finger.

En fusion af afdelinger skal godkendes af Finanstilsynet. I forbindelse med fusionen skal der udarbejdes særlige fusionsdokumenter.

Når afdelinger fusionerer, forsvinder den ophørende afdeling (som jo ikke findes mere) fra branchens officielle afkaststatistikker. Afdelingen fremgår naturligvis af statistikkerne frem til fusionen.

Hvad med skatten?

Hvis du har investeret pensionsopsparing, behøver du ikke at bekymre dig om skatten. Det klarer dit pengeinstitut helt automatisk.

Har du investeret fri opsparing i en ophørende afdeling, afhænger skatten af, om fusionen gennemføres som en såkaldt skattefri eller skattepligtig fusion. Det orienterer din investeringsforening dig nærmere om - og du kan altid søge hjælp hos din sædvanlige bankrådgiver.

Efter fusionen

Når fusionen er gennemført, har du investeringsbeviser i den fortsættende afdeling. Den kan have et andet - ofte bredere - investeringsområde end den afdeling, du tidligere havde beviser i.

Formuen i afdelingen er større og dermed mulighederne for en god risikospredning og et attraktivt omkostningsniveau.

Navnet på den fortsættende afdeling står i den besked, du får fra VP Securities eller din bank.

 

 

Avis 3
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk