Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

17. august 2009

Obligationer i skøn forening

Private danskere m.fl. har i øjeblikket placeret en opsparing på næsten 120 mia. kroner i investeringsbeviser med danske obligationer. Her kan du læse om fordelene ved at investere i danske obligationer gennem en investeringsforening.


Selvom aktiekulturen efterhånden har fået et solidt greb i mange danskere, så er vi stadigvæk et folkefærd med en forkærlighed for obligationer. Traditionelt mest danske obligationer, men danskerne investerer i stigende omfang også i udenlandske obligationer. De giver nogle afkastmuligheder, der ikke findes på det danske marked. I dag forvalter de danske investeringsforeninger under et flere udenlandske obligationer end danske obligationer.

Men tilbage til Danmark.

For af og til stiller medierne og andre spørgsmål ved, om det virkelig kan betale sig at købe danske obligationer via en investeringsforening. Argumentet er oftest, at det er nemt at klare arbejdet selv - og derved nemt at spare omkostningerne til foreningen. Men er det nu så nemt og enkelt? Og er vejen uden om investeringsforeningen altid lig med lavere omkostninger og højere afkast?

Det får du vores syn på her. Vi har samlet et par håndfulde af de vigtigste argumenter for at købe danske obligationer gennem en investeringsforening.

I investeringsforeningen får du løbende pleje og professionel håndtering af dine investeringer. Det betyder f.eks., at de udtrækninger og renter, som kommer i løbet af året, bliver samlet i store portioner og investeret igen. Det har den private investor ikke mulighed for i samme udstrækning. Investerer du løbende, er der risiko for, at dine investeringsomkostninger løber unødigt op. Og vælger du ikke at geninvestere, så bliver dit afkast lavere, fordi pengene står til en bankbogsrente. Den professionelle pleje består også i, at din investeringsforening overvåger markedet og handler, når det er i investorernes interesse. Det kræver en viden og nogle systemer, som kun de færreste private investorer har.

Investeringsforeningerne handler obligationer i store klumper ad gangen. Derfor kan de købe og sælge til bedre kurser, end den private investor, som ofte betaler større kursspreads (forskel mellem købs- og salgskurs). Det er ikke ualmindeligt, at kursspreadet for den private investorer svarer til et helt års administrationsomkostninger i en investeringsforening. Igen en omkostningsfaktor, der taler til investeringsforeningernes fordel.

Investeringsbeviser er nemme at købe og sælge. Investeringsbeviser handles til dagskurs gennem netbanker m.v. Den private investors alternativ kan være investeringer i mindre likvide obligationer - et problem, der er særdeles reelt på det danske marked. Det kan i sidste ende betyde større omkostninger for den direkte investor.

Foreningerne kan holde en fast varighed i porteføljen. Det er især en fordel for de investorer, som ikke kender deres præcise tidshorisont. Den direkte investor skal løbende købe og sælge, hvis han eller hun vil undgå, at varigheden i porteføljen bliver lavere og lavere. Og gør han eller hun ikke det, så afgør tilfældighederne, om afkastet bliver godt eller mindre godt.

Investeringsforeningerne har størrelsen til at investere i mange forskellige obligationer - og kan sprede investeringerne over mange forskellige obligationstyper. Statsobligationer. Skibskreditobligationer. Realkreditobligationer. Erhvervsobligationer. Dermed kan de udnytte renteforskellene mellem de forskellige obligationstyper. Risikospredningen reducerer også investors risiko i forbindelse med investering i mindre sikre obligationsserier. Den risiko har vist sig helt reel her under finanskrisen.

Investeringsforeninger følger strategier, hvor de søger at optimere afkastet efter skat for investorerne. Nogle afdelinger er velegnede til fri opsparing - andre er målrettet pensionsopsparing.

Obligationsinvestering indeholder generelt mange faldgruber - og der er ikke blevet færre gennem årene. Det er ikke altid nemt at indhente de nødvendige informationer for den private investor - og informationerne i kurslisten "snyder". Eksempelvis tager renteberegningerne ikke højde for risikoen for førtidsudtrækninger af obligationer, der ligger over kurs 100. Investeringsforeningerne overvåger løbende udtrækningerne og indarbejder dem, når de lægger deres porteføljestrategi.

Flere investeringsforeninger tilbyder en automatisk gen-investering af de årlige udbytter. Hvis du tilmelder dig automatisk geninvestering, får du både en omkostningslet og enkel investeringsløsning, hvor foreningen og din bank klarer det hele for dig.

Investeringsforeningerne tilbyder masser af information på eksempelvis hjemmesider. På www.ifr.dk kan du følge de præcise resultater fra din investeringsforening sammenlignet med afkastene i andre foreninger. Du kan også sammenligne omkostningerne i de enkelte foreninger - både de årlige administrationsomkostninger og nøgletallet ÅOP, som samler alle dine mulige omkostninger ved at investere i forening.

Er der da slet ingen grund til at investere direkte i danske obligationer?

Jo, hvis du har den nødvendige viden, den nødvendige pose penge og den nødvendige tid, så kan du overveje at investere selv.

Men ellers kan det være sund fornuft at investere gennem en investeringsforening. Så slipper du for al bøvlet undervejs og det kan sagtens betyde flere penge til dig i den sidste ende - selvom der naturligvis også er omkostninger ved at investere i forening.

 

PC skærm
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk