19. august 2009
Flere afkastinformationer om lukkede afdelinger er på vej
Politiken sætter i dag fokus på de historiske resultater i de lukkede afdelinger i de danske investeringsforeninger. Politiken påstår, at sektoren skjuler afkastene i disse afdelinger.
Her forklarer InvesteringsForeningsRådet først baggrunden for, at investeringsforeningerne lukker afdelinger - og giver herefter en status på det igangsatte arbejde med at sikre investorerne endnu flere informationer om lukkede afdelinger.
Derfor fusionerer afdelinger
De lukkede afdelinger er afdelinger, som er fusioneret ind i en anden afdeling. Det kan der være flere årsager til. Som regel skyldes fusionerne:
• at afdelingerne er blevet for små, så omkostningerne bliver for høje
• at investorinteressen er væk
• at investeringsforeningen ikke længere tror på de fremtidige afkastmuligheder
Når det sker, vil investeringsforeningen indstille til investorerne, at afdelingen fusioneres ind i en anden afdeling med et mere langtidsholdbart potentiale. Dermed varetager foreningen investorernes interesser ved at sikre produkter med gode afkastmuligheder og et forsvarligt omkostningsniveau. Købmanden nede på hjørnet vurderer også løbende, om han har de rigtige varer på hylderne.
Fusionerne i investeringsforeningerne skal godkendes af investorerne på generalforsamlingerne og af Finanstilsynet.
Lukkede afdelinger i statistikkerne i dag
Lukkede afdelinger fremgår naturligvis af branchens statistikker frem til det tidspunkt, hvor de bliver fusioneret ind i en anden afdeling. Herefter eksisterer de lukkede afdelinger ikke, hvorfor der naturligvis ikke kan beregnes afkast på dem. Men de historiske resultater fremgår af branchens historiske statistikker.
Lukkede afdelinger i statistikkerne fremover
InvesteringsForeningsRådet og branchen arbejder for fuld åbenhed om investering i forening. De senere år har vi haft fokus på at øge informationerne på omkostningsområdet - blandt andet via nøgletallet ÅOP.
I forbindelse med en opdatering af branchens fælles statistikker på www.ifr.dk vil vi hæve informationsniveauet vedrørende lukkede afdelinger, så informationerne bliver nemmere at finde og bruge for investorer og rådgivere. Branchen vurderer i øjeblikket, hvordan og hvor hurtigt det kan gøres. Men arbejdet er sat i gang.
Mere information
Du kan læse mere om fusioner i vores nyhed fra 6. august 2009.
|