Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

11. december 2009  

Afkast- og markedsstatistik november 2009

Aktier fra Latinamerika og sundhedssektoren bedst i november

Med plusser på henholdsvis 7 pct. og 5 pct. var investeringsbeviser med fokus på latinamerikanske aktier og aktier inden for sundhedssektoren den bedste investering i november. De bredere aktieafdelinger sluttede status quo eller med små stigninger.

Målt siden årsskiftet har de specialiserede aktieafdelinger med fokus på emerging markets aktier været den suverænt bedste investering: I de bedste afdelinger er kursværdien næsten fordoblet siden nytår. Kun japanske aktier skiller sig negativt ud i et ellers flot aktieår. Den typiske afdeling med Tokyo-børsen som arbejdsfelt er faldet et par procent i 2009.

De stabile obligationer

Obligationsafdelingerne er traditionelt mere stabile end aktieafdelingerne - med de danske obligationsafdelinger helt i bunden af risikoskalaen. Hele obligationsområdet lå stabilt i november med afkast i underkanten af 1 pct. i de bedste afdelinger.

Store forskelle mellem top og bund på langt sigt

Statistikkerne viser også, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvordan den enkelte investor har valgt at placere sine sparepenge de seneste år. For der er endog meget store forskelle mellem afkastene på de enkelte investeringsområder: Latinamerikanske aktier har generelt været den bedste placering. Her er en investering på 100 kroner vokset til 370 kroner på 10 år. I den anden ende ligger japanske aktier, hvor investeringen er skrumpet til 40 kroner.

InvesteringsForeningsRådet anbefaler, at investorerne med jævne mellemrum søger rådgivning for at få vurderet, om investeringerne er skruet rigtigt sammen.

Fortsat formuefremgang

Den samlede opsparing, investeringsforeningerne forvalter for de cirka 840.000 private investorer m.fl., tog et pænt hop opad i november - fra 763 mia. kroner til 775 mia. kroner. Heraf stammede lidt over 3 mia. kroner fra indskud i foreningerne.

Branchens formue er steget lige under 100 mia. kroner siden årsskiftet.

Mere information 

Se markedsstatistikkerne.

Se afkaststatistikkerne

 

Børsen4
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk