27. april 2010
InvesteringsForeningsRådets årsmøde 2010
InvesteringsForeningsRådet holdt sit årsmøde i dag tirsdag. Hans Jørgen Larsen, formand for InvesteringsForeningsRådet og direktør i Jyske Invest, indledte sin beretning med at konstatere, at 2009 havde budt på stor fremgang til de 835.000 private investorer i forhold til finanskriseåret 2008.
De bedste investeringsbeviser blev mere end fordoblet i værdi i 2009. Branchen sluttede med en formuefremgang på næsten 130 mia. kroner sidste år.
Bedre investorinformation på vej
Derudover satte InvesteringsForeningsRådet fokus på de mange nyheder, der vil præge danskernes foretrukne investeringsform i de kommende år. En af nyhederne er dokumentet "Central investorinformation", som vil gøre det nemmere at sammenligne investeringsforeninger på tværs i både Danmark og hele EU.
Udsigt til større konkurrence i Europa
På de indre linjer kan investeringsforeningerne også se frem til store omvæltninger. Et nyt EU-direktiv vil skabe mere konkurrence mellem investeringsforeningerne i EU. Hans Jørgen Larsen sagde: "I Danmark skal vi lytte til de nye toner og kende vores besøgelsestid. For så kan vi fortsat tilbyde danskerne at købe investeringsbeviser, der er mindst lige så konkurrencedygtige som beviser fra udenlandske foreninger."
Skatten spænder stadig ben
InvesteringsForeningsRådet efterlyste også politisk vilje til at løse de mange skatteproblemer, som spænder ben for investorerne og stækker de danske foreninger i konkurrencen med udlandet.
Det handler blandt andet om de regler, der betyder, at investor Per kan komme til at betale skat, eller få et uberettiget fradrag, hvis investor Poul sælger sine investeringsbeviser. "Det er en slags helt tilfældig sidemandsroulette, for ingen kan jo vide, hvornår andre investorer sælger". sagde direktør Jens Jørgen Holm Møller, direktør i InvesteringsForeningsRådet.
Ny bestyrelse
InvesteringsForeningsRådet har også holdt generalforsamling i dag. Her blev direktør Hans Jørgen Larsen, Jyske Invest og direktør Christina Larsen, BankInvest, genvalgt til bestyrelsen. Sekretariatschef Peter Huusom, Nordea Invest, nyvalgtes til bestyrelsen. Bestyrelsen har konstitueret sig med direktør Tage Fabrin-Brasted, Nykredit Invest, som formand. Vicedirektør Finn Kjærgård, Danske Invest, og direktør Hans Jørgen Larsen, Jyske Invest, blev næstformænd.
Mere information
Download formandens tale fra årsmødet.
Download direktør Jens Jørgen Holm Møllers powerpoints fra årsmødet.
Download den fuldstændige pressemeddelelse om årsmødet.
Download InvesteringsForeningsRådets nye årsskrift - Mål, meninger og resultater 2010. Skriftet er på 32 sider.
|