Forside      Intranet
In English Ordbog Sitemap Print Ansvar Kontakt

16. maj 2011

Lige konkurrence om investeringer

Ved årsskiftet rundede formuen i de danske investeringsforeninger for første gang nogensinde 1.000 mia. kroner. 820.000 danskere investerer i dag i forening. Nationalbanken har beregnet, at branchen passer fem ud af 10 investeringskroner hos de private investorer. Hertil kommer indskud fra institutionelle investorer, erhvervsvirksomheder, kommuner m.v. 42 pct. af Danmarks investeringer i udenlandske aktier går i dag via en dansk investeringsforening.

Men investering i forening handler om meget andet end tal. Det handler også om, at denne opsparingsform skal udvikle sig i den rigtige retning, så investorerne får de rigtige produkter til den rigtige pris.

I forordet til Erhvervsredegørelsen 1998 skrev daværende erhvervsminister Mimi Jakobsen, at "Erhvervspolitikken er et puslespil, hvor vi hele tiden lægger nye brikker på plads. Erhvervspolitikken er også et puslespil, som hele tiden forandrer sig. De brikker, som blev lagt i går, passer måske ikke sammen i morgen".

Det er jeg helt enig i. På investeringsforeningsområdet er der brug for at lægge et helt nyt puslespil. Det finansielle landkort for investeringsforeninger vil blive ændret den 1. juli 2011, når den nye udgave af investeringsforeningernes europæiske grundlov - UCITS-direktivet - er på plads i alle 27 EU-lande. De brikker, vi har lagt i de foregående år, passer ikke til det nye landkort.

Ændringerne får betydning for investorer i hele Europa. Vi får endnu bedre investorbeskyttelse i form af eksempelvis den nye varedeklaration på investeringsbeviser - central investorinformation. Vi får et bedre værn mod interessekonflikter. Vi får reel konkurrence på pris og kvalitet mellem europæiske investeringsforeninger, som får lettere ved at samle administrationen af opsparing fra flere landes investorer og sælge investeringsbeviser i andre lande.

Men vi får også gode muligheder for at styrke den danske branche til gavn for investorerne.

Det kræver blot, at lovgivningen bliver tilpasset, så branchen kan konkurrere på lige fod med foreninger fra det øvrige Europa. Det kan vi ikke i dag - blandt andet fordi vi ikke kan tilbyde de produkttyper, udenlandske investorer kender, og fordi de danske skatteregler stadig er unødigt bøvlede.

Danmark kan vælge den ene vej, hvor lovgivningen ikke bliver tilpasset i tilstrækkelig grad. Så risikerer vi, at danske investorer om nogle år ikke har adgang til særligt mange investeringsbeviser født under dansk lovgivning. Det synes jeg ville være ærgerligt. Danmark kan også vælge den anden vej. Den kræver, at vi gennem et konstruktivt samarbejde mellem branche og myndigheder får defineret de rigtige brikker i puslespillet - og får lagt dem, så investeringsbeviserne bliver internationalt konkurrencedygtige. Jeg synes, at investorerne fortjener den sidste løsning. Den har i øvrigt den sideeffekt, at den skaber vækst og arbejdspladser i Danmark.

Danmark bestemmer selv.

Direktør Jens Jørgen Holm Møller, InvesteringsForeningsRådet

 

Amaliegade 4
InvesteringsForeningsRådet    Amaliegade 31    1256 Kbh K.    3332 2981    info@ifr.dk