Skat
Ingen investeringer uden skat. Her kan du læse om de generelle regler for beskatning af investeringsbeviser. Vi opfordrer dig til at søge konkret skatterådgivning hos din bank eller investeringsforening, før du investerer. Mange investeringsforeninger udgiver publikationer, som beskriver skattereglerne udførligt. Se en liste over danske foreninger.
Skatten er næsten, som når du investerer direkte
Investeringsbeviser er et alternativ til at investere direkte i aktier eller obligationer. Afkastet af beviserne beskattes efter næsten de samme de samme principper, som hvis du investerer direkte i obligationer eller aktier. Afkastet kan bestå af udbytter og/eller avancer eller tab ved salg.
Når du investerer almindelig opsparing
De fleste afdelinger udbetaler normalt udbytte en eller to gange om året. Afhængig af værdipapirerne i afdelingen, beskattes udbytterne som kapitalindkomst og/eller aktieindkomst. Afdelingen kan også udbetale udbytte, der er skattefrit for investor, hvis afdelingen stadig har danske blåstemplede obligationer anskaffet før den 27. januar 2010. I sagens natur vil der blive mindre og mindre af dette skattefri udbytte, efterhånden som obligationerne udløber.
Avance ved salg af beviser beskattes som kapital- eller aktieindkomst. Sælger du dine beviser med tab fra 1. januar 2011 og fremefter, kan du trække dette tab fra i kapital- eller aktieindkomst fra andre børsnoterede aktier eller investeringsbeviser - afhængig af typen af bevis. Sælger du beviserne før 1. januar 2011, er din mulighed for fradrag for et evt. tab afhængigt af, hvilken type bevis du ejer.
Avance på obligationsbaserede beviser kan være skattefri, hvis din samlede nettoavance på obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser ikke overstiger en bagatelgrænse på 2.000 kr. På samme måde skal nettotab overstige 2.000 kr. for at være fradragsberettigede.
Har du beviser under den såkaldte 100.000 kr. beholdning for aktiebaserede beviser, er avance skattefri. Til gengæld kan tab heller ikke fradrages.
Når du investerer pensionsopsparing
Afkastet af en pensionsopsparing - og det vil her sige investering i tilknytning til en kapitalpension, en ratepension eller en selvpension - beskattes selvstændigt og er selvangivelsen uvedkommende. Udbytterne af dine investeringsbeviser sættes ind på pensionskontoen uden fradrag af acontoskat.
Det samlede afkast (realiserede og urealiserede kursavancer/-tab samt udbytter) beskattes som hovedregel (sommeren 2010) med 15 pct. Dit pengeinstitut beregner og trækker automatisk skat af afkastet af din pensionsordning. Skatten bliver fremover hævet på din pensionskonto hvert år i januar.
Når børn og unge investerer i investeringsbeviser
Investeringsbeviser er også en god opsparingsform for børn og unge. Der gælder særlige skatteregler, når børn og unge køber investeringsbeviser. Kontakt din bank eller investeringsforening for at høre nærmere.
Når du anvender virksomhedsordningen
For midler, der tilhører virksomhedsdelen af din økonomi, må du ikke investere i almindelige udbyttebetalende afdelinger. Du kan investere i afdelinger etableret som investeringsselskaber (lagerbeskattede afdelinger).
Sidst opdateret 09-07-2010
|