Forklaring til omkostningsstatistikken
Omkostningsstatistikken viser de vigtigste omkostningsnøgletal for de enkelte afdelinger. Såfremt regnskabsåret ikke følger kalenderåret, er nøgletallet markeret med en stjerne. Omkostningsstatistikken er baseret på tal fra foreningernes årsrapporter og opdateres hvert forår.
Administrationsomkostninger
Administrationsomkostninger i % er foreningens omkostninger til administration af den enkelte afdeling. Administrationsomkostningerne er den vigtigste del af investorernes udgifter ved at investere i forening. Administrationsomkostningerne dækker udgifter til f.eks. løn, husleje, it, revision, offentlige myndigheder og arbejdet med at få investeringerne til at vokse (porteføljerådgivning). Administrationsomkostningerne dækker desuden markedsføring samt det formidlingshonorar, som de fleste danske investeringsforeninger betaler til bankerne hvert år for at rådgive investorerne om deres investeringsbeviser.
Administrationsomkostningerne er trukket fra, før foreningerne gør investorernes afkast og udbytter op.
En omkostningsprocent på 1,00 % betyder, at du - hvis du i gennemsnit ejer beviser for 100.000 kroner et år - har betalt 1.000 kroner i administrationsomkostninger. Det engelske begreb for administrationsomkostninger er TER - Total Expense Ratio.
Emissionstillæg og indløsningsfradrag
De viste emissionstillæg og indløsningsfradrag er de maksimale procentvise satser ved årsskiftet. Investor betaler ofte lavere satser – og nogen gange er der slet ikke emissionstillæg/indløsningsfradag, når du køber og sælger. Det afhænger af markedssituationen. Se de aktuelle satser i kurslisten på FundCollect.dk eller på www.ifx.dk.
Emissionstillæggene og indløsningsfradragene sikrer, at de medlemmer, der træder ind eller ud af en afdeling (køber eller sælger beviser) selv betaler afdelingens omkostninger i den forbindelse. Herved sikres, at de eksisterende medlemmer ikke betaler for, at andre investorer køber og sælger beviser.
Emissionstillægget er den maksimale omkostning, som investor kan have ved at træde ind i foreningen. Investors egne handelsomkostninger - kurtage og lign. - indgår ikke i emissionstillægget. Emissionstillægget indeholder som minimum de omkostninger, som er forbundet med afdelingens køb af værdipapirer som følge af medlemsindskud. Tillægget kan således indeholde tegningsprovision samt de handelsomkostninger m.v., der er i forbindelse med, at afdelingen skal placere midlerne i værdipapirer og valuta. Endvidere kan der i emissionstillægget indgå bidrag til foreningens markedsføring.
Indløsningsfradraget indeholder typisk de handelsomkostninger m.v., der kan være forbundet med salg af værdipapirer og valuta samt omkostninger til afvikling heraf. Endvidere kan der indgå omkostninger til markedsføring i indløsningsfradraget.
Handelsomkostninger
Handelsomkostninger er foreningens/afdelingens direkte handelsomkostninger i % ved at pleje porteføljen. Handelsomkostningerne er trukket fra, før foreningen gør afkast og udbytter op.
Omsætningshastighed
Omsætningshastigheden viser, hvor stor en andel af den enkelte afdelings portefølje, der omsættes inden for et regnskabsår som led i den almindelige porteføljepleje. Handler i forbindelse med emission/indløsning af beviser tæller ikke med i dette nøgletal.
Du kan læse den præcise definition på nøgletallet i vores ordbog.
ÅOP
Nøgletal der samler alle investors omkostninger. Baseret på en standardiseret tidshorisont på syv år. Læs mere om ÅOP.
Omkostningerne er et konkurrenceparameter for foreningerne. InvesteringsForeningsRådet opfordrer investorer og rådgivere til at se på omkostningerne, når de vælger investeringsforening. Men du bør ikke alene vælge ud fra omkostningerne. Man kan ikke regne med, at de billigste foreninger giver de højeste afkast fremover - ligesom man ikke kan regne med, at de dyreste foreninger giver de laveste afkast.
Sidst opdateret 31-01-2012
|