Forklaring til omkostningsstatistikken
Omkostningsstatistikken viser de vigtigste omkostningsnøgletal for de enkelte afdelinger. Såfremt regnskabsåret ikke følger kalenderåret, er nøgletallet markeret med en stjerne. Omkostningsstatistikken er baseret på tal fra foreningernes årsrapporter og opdateres hvert forår.
Administrationsomkostninger
Administrationsomkostninger i % er foreningens omkostninger til administration af den enkelte afdeling. Det er bl.a. udgifterne til porteføljerådgivning, distribution, depotbank, revision, lønninger, bestyrelse og it. Endvidere kan der i administrationsomkostninger indgå markedsføringsomkostninger - i det omfang, at de ikke er finansieret via emissionstillæg/indløsningsfradrag. Administrations- omkostningerne er trukket fra, før foreningen gør afkast og udbytter op.
En omkostningsprocent på 1,00 % betyder, at du - hvis du i gennemsnit ejer beviser for 100.000 kroner et år - har betalt 1.000 kroner i administrationsomkostninger. Det engelske begreb for administrationsomkostninger er TER - Total Expense Ratio.
Emissionstillæg og indløsningsfradrag
De viste emissionstillæg og indløsningsfradrag er de maksimale procentvise satser ved årsskiftet. Investor betaler ofte lavere satser – og nogen gange er der slet ikke emissionstillæg/indløsningsfradag, når du køber og sælger. Det afhænger af markedssituationen. Se de aktuelle satser i kurslisten på FundCollect.dk eller på www.ifx.dk.
Emissionstillæggene og indløsningsfradragene sikrer, at de medlemmer, der træder ind eller ud af en afdeling (køber eller sælger beviser) selv betaler afdelingens omkostninger i den forbindelse. Herved sikres, at de eksisterende medlemmer ikke betaler for, at andre investorer køber og sælger beviser.
Emissionstillægget er den maksimale omkostning, som investor kan have ved at træde ind i foreningen. Investors egne handelsomkostninger - kurtage og lign. - indgår ikke i emissionstillægget. Emissionstillægget indeholder som minimum de omkostninger, som er forbundet med afdelingens køb af værdipapirer som følge af medlemsindskud. Tillægget kan således indeholde tegningsprovision, de handelsomkostninger m.v. (kurtage, kursspreads o.l.), der er i forbindelse med placering af midlerne i værdipapirer og valuta. Endvidere kan der i emissionstillægget indgå bidrag til foreningens markedsføring.
Indløsningsfradraget indeholder typisk de handelsomkostninger m.v., der kan være forbundet med salg af værdipapirer og valuta samt omkostninger til afvikling heraf. Endvidere kan der indgå omkostninger til markedsføring i indløsningsfradraget.
Handelsomkostninger
Handelsomkostninger er foreningens/afdelingens direkte handelsomkostninger i % ved at pleje porteføljen. Handelsomkostningerne er trukket fra, før foreningen gør afkast og udbytter op.
Omsætningshastighed
Omsætningshastigheden viser, hvor stor en andel af den enkelte afdelings portefølje, der omsættes inden for et regnskabsår som led i den almindelige porteføljepleje. Afdelinger med høje omsætningshastigheder har normalt højere omkostninger til kurtage end afdelinger med lave omsætningshastigheder. Handler i forbindelse med emission/indløsning af beviser tæller ikke med i dette nøgletal. Afdelinger, som har stor medlemstilgang eller –afgang, vil derfor alt andet lige have en lavere omsætningshastighed.
ÅOP
Nøgletal der samler alle investors omkostninger. Baseret på en standardiseret tidshorisont på syv år. Læs mere om ÅOP.
Sidst opdateret 14-10-2008
|